May 13, 2021
Gad vide hvor meget jeg vejer? Hvorfor har jeg taget på? Øv en
dårlig dag! yes, minus 300 gram! Jeg skal lige tjekke efter jeg har
været ude at gå. Hvis jeg spiser denne muslibar, så har jeg
garanteret taget alt det på jeg har tabt igen. Jeg vejer mig ikke i
morgen - ikke efter sådan en dag.
Kender du det? De der drænende tanker omkring vejning og
vægttab?
Ja!?
I sidste episode (episode 25)
fortalte jeg om madstress, i denne episode af podcasten VÆGTVINDER,
skal det handle om veje- og vægttabsstress - den anden store
trussel for dig der ønsker et varigt vægttab.
Hent gratis guiden 'Slip sukkertrangen' ved at trykke
her.
Det blev der sagt:
(Transskription af udsendelsen)
Hvad er dit forhold til din vægt?Hvor ofte vejer du
dig?
Vejer du dig en gang om ugen, hver anden dag, en gang om
måneden, hver dag eller måske flere gange om dagen?
Måske hopper du på vægten når du lige får øje på den i skabet
eller måske holder du dig langt væk fra den. Måske ejer du slet
ikke en vægt.
Uanset hvordan og hvorledes gør du dig formentlig nogle tanker
omkring vægten og hvad du vejer.
Spørgsmålet er hvordan tankerne er og om de hjælper dig, hvilke følelser de fører med sig. Dine tanker gør som bekendt dine følelser. Nogle gange spænder de ligefrem ben for dit vægttab og generelle trivsel. Det sidste gør sig gældende, hvis du lider af veje- og vægttabsstress.
I dagens episode af podcasten VÆGTVINDER finder du ud af hvad
veje- og vægttabsstress er, om du har det, hvordan det påvirker dig
og ikke mindst hvordan du kan begynde at slippe det.
For veje- og vægttabsstress er alvorligt! Du kan ikke
se på en person om vedkommende har det – fordi vægten fortæller
intet om tankerne, følelserne og stressen.
Men lad os først lige finde ud af hvad det egentlig
indebærer at være veje- og vægttabsstresset.
Jeg beskriver her et scenario.
Det er mandag morgen efter weekenden, du står op går på
toilettet og stiller dig op på vægten for at konstatere weekenden
’skader’ (altså hvor meget du har taget på) for du ved, at du har
syndet henover weekenden.
Du træder op, spændt på tallet.
Men tallet er det samme som i fredags! Hvad? Det kan da ikke
passe. Du træder op igen. Samme tal. Hmmm det var mystisk! Vægten
må vise forkert, jeg kan ikke have spise SÅ meget uden at tage på.
Jeg må heller lægge et kilo oveni for at være sikker. Jeg vejer mig
igen senere i dag, bare lige for at tjekke.
eller
Du træder op, spændt på tallet.
Du har taget på! Øv! Jeg vidste det med alt det jeg har spist.
Hvorfor går det altid galt i weekenderne. Jeg har ingen rygrad. Jeg
skal altså tage mig sammen. Jeg hader mig selv og min manglende
viljestyrke. Det bliver en møgdag!
eller
Du træder op, spændt på tallet.
Du har tabt dig. YES hvor fedt. Det bliver en fantastisk dag!
Jeg kan ligefrem mærke at jeg er lettere.
Hvad sker der når du ser tallet på vægten? Bliver du
glad, skuffet, føler du dig magtesløs? Hvilke tanker gør du dig?
Hvilke følelser medfører det og ikke mindst hvordan bliver resten
af dagen? Derudover, hvordan spiser du på dagen? Ubevidst spiser
rigtig mange nemlig afhængig af hvad vægten viste til
morgenvejning
Hvis du er som mange af mine klienter og VÆGTVINDER-deltagere har du prøvet utallige slankekure, vægttabsmetoder der har kostet dig både tid og penge. Brugt ressourcer på noget der ikke har fungeret og ved du hvad? Alene det er stressende. Men derudover, så har mange det også for vane at veje sig hver dag og det ligger oveni den stress.
’Hvorfor vejer du dig hver dag? Spørger jeg af og til
nystartede klienter, med en god idé om hvad svaret vil være. ’Jeg
vil gerne holde øje. Jeg føler at hvis jeg ikke vejer mig så mister
jeg kontrollen. Så kommer jeg til at spise helt uhæmmet og
vægten løber løbsk’
Har du det også sådan? At du lige skal tjekke vægten? Hvis ja
kan du måske være interesseret i at høre dette: Jo oftere
du vejer dig, jo mindre kan du kontrollere din
spisning.
Jep, jeg gentager lige paradokset: Jo oftere du vejer dig, jo
sværere har du – statistisk set – ved at overholde de mad- og
spisevaner du ønsker.
Gad vide hvor meget jeg tager på, hvis jeg spiser dette stykke
kage? Jeg kan evt pille pynten af, så er der lidt færre kalorier.
Karina spiser et helt stykke og hun er så tynd, gad vide hvad hun
vejer? Hun vejer nok 70 kilo – hvorfor kan hun spise så meget uden
at tage på? Jeg vil så gerne tabe mig. Bare jeg kunne veje 70 kilo.
Hvis jeg bare vejede 70 kilo så ville jeg være lykkelig. Så kan jeg
passe hvad som helst og jeg kunne føle mig tilpas. Jeg må veje mig
når jeg kommer hjem og holde godt øje. Jeg laver et skema hvor jeg
skriver det ind.
Veje og vægttabsstress handler om at mange af dine daglige
tanker og følelser omhandler vægttab og tallet på vægten er en
afgørende faktor.
Og som jeg nævnte for lidt siden, så gør veje- og
vægttabsstress dit vægttab endnu sværere. Dine konstante tanker om
vægttab, gør det sværere at tabe sig.
Fordi, som jeg har sagt så mange gange før, så skal vi hel
tiden huske at vi mennesker, som de fantastiske og finurlige væsner
vi nu engang er, er skabt i tidernes morgen hvor der ikke lige var
en Netto rundt hjørnet og et køleskab fyldt med næring til de kolde
dage.
Det betyder at vores hjerner – særligt når det kommer til mad
og spisning – er enormt primitive og går du og tænker meget på mad,
så vil du fremelske og opleve større sult.
Derudover, som du måske husker fra min miniserie om i
episode 5 og
episode 6 af podcasten
VÆGTVINDER ”Derfor taber du dig ikke: Stress og vægttab”, at når du
er stresset, uanset årsagen, så er et vægttab sværere at opnå,
fordi du holder mere på fedtet som følge af de hormonelle
påvirkninger. Du vil også have en naturlig større og mere ustyrlig
trang til at spise kalorierige fødevarer typisk sødt eller fedt
eller ’bare flere kalorier’ som i mere almindelig mad end du har et
reelt fysisk behov for.
Så opsummeret betyder et overdrevent fokus på vægten
altså, at du automatisk vil tænke mere på mad, fordi de to ting
hænger så tæt sammen. Det vil øge din appetit og lyst til at spise
mere mad eller snacke flere usunde fødevarer.
Selve stressen vil oveni hatten gøre, at du har sværere ved at
smide fedtet og en yderligere øget trang til at spise.
Ikke just den bedste opskrift til et vægttab.
For at gøre ondt værre, så vil fokus på vægten som oftest øges
og du kommer let ind i en ond spiral hvor det fylder mere og mere,
stressen øges og vægttabet besværes.
Det kan være rigtig svært at slippe.
Måske tager du også motion med ind i ligningen, for lige at
gøre lidt mere ved dit vægttab, men resultaterne udebliver og
motionen skrues op – igen en ond spiral hvor alt glæde, fornuft og
naturlig trivsel forsvinder, fordi alt pludselig handler om vægt,
mad og måske også motion – til stor fortvivlelse fordi vægten står
stille.
Som en der tidligere har vejet sig alt for meget, så forstår jeg udmærket godt bekymringen, men som vægttabsmentor og coach er jeg også nød til at stille spørgsmålet og forholde mig kritisk.
Hvorfor vejer du dig?
Hvad betyder tallet på vægten for dig?
Hvilket tal vil gøre dig tilfreds? Hvordan ved du at det vil
gøre dig tilfreds?
Er tallet på vægten bare et tal, hvis ja, så vil jeg gerne
spørge hvorfor du vejer dig? Hvorfor er det vigtigt?
Bare fordi du ikke vejer dig, betyder det ikke at du bare tager
uhæmmet på – vægten afslører ikke hvordan tøjet sidder eller hvor
meget fedt du har på eksempelvis maven. Vægten er blot det antal
kilo og gram du vejer i den stund du træder op.
Du tager ikke på ved ikke at veje dig! Det der afgør hvorvidt
du taber dig eller ej, er mængden af mad, altså kalorier, du
indtager. Og dette bliver faktisk lettere at regulere, jo mindre du
vejer dig.
Derudover er vægten et virkeligt dårligt redskab, da den
flukturerer (altså kører op og ned), særligt hvis du er kvinde. Din
vægt kan svinge med flere kilo – uden du har ændret fedtmængde, men
blot fordi du har bundet eller smidt væske. Fordi du har mere eller
mindre mad i tarmsystemet. Fordi du har eller ikke har trænet og
sidst men ikke mindst har cyklus, altså hormoner, medicin og sygdom
en kæmpe indflydelse på vægten.
Er du i tvivl om hvor du skal starte med at komme godt i gang
med et varigt vægttab, så start med min gratis 7-dages guide ’Slip
sukkertrangen’ det er et fantastisk vægttabsredskab og du finder
den gratis på gitteboesen.nu/sukkertrang eller ved
at følge linket i dagens episodenoter.
På mine vægttabsforløb, anbefaler jeg deltagerne at nøjes med
at veje sig hver fjerde uge.
Det giver både et bedre blik på hvor meget de har tabt sig og
fordi vi ved, at den skabelon der anvendes, nemlig
VÆGTVINDER-spiseskabelonen, vil give dem gode vægttabsresultater,
så vi behøver ikke tjekke.
Men derudover, så tager det også hensyn til den enkelte kvindes
cyklus. Hvis hun har en atypisk cyklus, PCO eller er i
overgangsalderen, så anvender jeg ofte andre anbefalinger til den
enkelte, men stadig med flere uger imellem.
Når du vejer dig så sjældent, så får du resultatet, men du
bevæger dig væk fra vejestresset og kan fokusere på det vigtige i
et vægttab nemlig spisemønstrene, sukkertrangen og
madvanerne.
Man er selvfølgelig altid herre over eget liv, så det er ikke
alle der vælger at følge anbefalingerne og nogle vælger efter vi
har haft session om det helt at afskaffe vægten.
På mine fysiske forløb har jeg et skab, hvor man kan sende sin
vægt på ferie og i stedet komme til mig og blive vejet på en
professionel vægt med beregnede intervaller.
Hvor ofte jeg vejer mig?
Sidst jeg vejede mig, var i slutningen af 2020. Jeg ved at jeg
har taget lidt på siden – det kan jeg mærke på tøjet og se i
spejlet, men om det er 2 eller 5 kilo, ved jeg ikke og det betyder
ikke det store. Det der betyder noget er, at jeg ved hvorfor, at
det er en beslutning jeg aktivt har truffet og vidste ville ske.
Derudover, så giver det helt og aldeles ro at vide, at jeg er i
stand til at få den ned ved hjælp af en god strategi og
prioritering – uden nogensinde at skulle på vægten.
For vægten fortæller ingenting om mig eller min krop – andet
end hvad den vejer.
Tusinde tak fordi du lyttede med. Hvis du vil hjælpe mig og
podcasten godt på vej, så håber jeg at du vil give mig en vurdering
som det hedder, der hvor du lytter med – altså dit podcast
lyttested og hvis du har overskuddet til at knytte et par ord, vil
jeg blive overdrevet glad.
Ha’ en helt fantastisk dag, næste torsdag får du en ny episode
sendt direkte hvis du har trykket abonner.