Jul 21, 2022
Hvornår skal jeg tage en pause
fra mit vægttab (eller sundhedsrejse)?
(jo
nogle gange er det faktisk det du skal gøre, men ikke fordi du skal
droppe vægttabet)
Sommetider er det smarteste du kan gøre, at tage en pause, men ikke nødvendigvis fordi du skal droppe vægttabet. Men mere fordi du mærker 'den lille stemme' indeni der siger "det her er ikke det rigtige”
Kender du den stemme? Den følelse af at noget er forkert, men du ved ikke rigtigt hvad?
Nogle gange er vi her i livet
nødt til at stoppe op og reflektere - er jeg egentlig på vej i den
rigtige retning?
Har jeg stadig samme mål? og er det i virkeligheden mit mål, eller stikker jeg mig selv blår i øjnene?
Kan jeg overhovedet lide den måde jeg lever livet på lige nu? Trives jeg i og med den?
Eller er 'noget galt'?
Det er noget af en mundfuld, men ikke desto mindre et meget vigtigt emne som rigtig mange overser - og overhører!
Og ja, jeg anvender en metafor som det at
rejse, men et vægttab eller et mål om at ændre nogle vaner for at
blive sundere, kan på mange måder sammenlignes med en
rejse.
Der skal tages nogle skridt for
at man når derhen. Lige bortset fra at når vi taler sundhed og
vægttab, så handler også om at forblive på
destinationen.
Sommetider sker der det, at vi bliver så
forhippet på enten selve rejsemetoden, destinationen eller hvordan
det ‘burde’ være, at vi overser os selv i det store
regnestykke.
Så for at blive i rejse-metaforen. Måske var destinationen Thailand, men man er i virkeligheden ikke til det varme fugtige vejr.
Eller man troede ,at en traditionel bustur til
Alpe d’Huez i vinterhalvåret var fedt. Men at sidde sammen i en bus
i uge 7 med larmende børn, en sidemand der taler lidt for meget og
et baggrundtæppe af en der kaster op fordi vedkommende er blevet
køresyg - det var bare slet ikke dig alligevel.
Eller slet og ret du har det faktisk supergodt
i dit hus derhjemme og du ønsker egentlig ikke at rejse, men fordi
du er blevet fortalt at det ‘skal du’ - ‘at rejse er at leve’ eller
‘det er godt for din verdensforståelse at komme ud og så andre
kulturer’, så havde du bildt dig selv ind at det selvfølgelig er
det du skulle. Nu sidder du så og har brugt oceaner af tid,
kræfter, penge på at rejse rundt, i stedet for at investere i det
nye køkken som egentlig ville bringe dig mest
glæde.
Kan
du fornemme hvor jeg vil henad?
Jamen Gitte du kan skisme da ikke mene, at jeg selv skal vurdere om jeg gør og er på den rigtige kurs? Det har jeg jo for pokker gjort de sidste 20 år og det ændrer ikke ved min vægt.
Når jeg bringer dette emne på banen, så er det fordi det er en snak jeg af og til tager med kvinder der sidder fast. Enten i selve vægttabet eller i denne sådan lidt utilfredsstillende følelse. Du kender den sikkert godt. Den her følelse af at alt umiddelbart synes rigtig, men alligevel er der noget uro indeni. Der er noget der ikke helt er som det skal være.
En rigtig vigtig ‘indre sætning’ at være opmærksom på i
denne sammenhæng er ‘jeg gør X fordi det bør jeg gøre’ eller ‘jeg
gør y fordi jeg ikke ved, hvad pokker jeg ellers skal’ -
burde og
magtesløshed er to meget
almindelige, men utrolig giftige tanker der kan indikere, at der er
noget der ikke fungerer for dig.
Men
sandheden er, at der kan være mange igangsættere til samtalen og
hver enkelt kvinde har individuelle forudsætninger, udfordringer og
ønsker.
Så lad
os starte med destinationen - rejsemålet
Når
vi taler destinationen i denne sammenhæng, vil det for de flestes
vedkommende være vægttab.
En ændring af ens fysiske fremtoning eller sundhed generelt.
Hvis du er med fordi du overspiser, så skal du vide, at det at stoppe med at overspise ikke hører til dagens destination.
Hvis du overspiser, altså spiser
mere end du har et reelt fysisk behov for som følge af bestemte
situationer, omstændigheder eller følelser, så er der helt
specifikke grundlæggende tænke-handle-håndteringsmekanismer der
skal adresseres og disse kan ikke af lægmand sættes ind i dagens
episode.
Ønsker du hjælp til overspisning,
så er der masser af tidligere episoder af podcasten vægtvinder der
specifikt adresserer dette.F.eks. Episode 75 https://www.gitteboesen.nu/blog/podcast_75
og episode 71 https://www.gitteboesen.nu/blog/podcast_71
(men der er mange flere - bare søg
løs i kartoteket)
Præcis som med rejsedestinationen Thailand i eksemplet, så er der nogle parametre der følge med. Det samme gør sig gældende ved vægttab og vægtvedligehold.
For at være i en given kropsvægt, kræver det et givent gennemsnitligt kalorieindtag - det er vigtigt. Du hører mig ikke sige, at du skal spise x-antal kalorier, men som du sikkert ved så kræver en bestemt kropsvægt en bestemt levevis ift maden og er det en du ønsker?
Det er muligt at 60 kilo på papiret lyder virkelig godt, men det betyder også en ændring i indtaget.
På mine forløb taler vi om dette undervejs og sommetider sker det at kvinden siger. Jeg vil gerne spise torsdagskage, drikke vin i weekenden og spise chips når jeg spiller bridge om tirsdagen - og derudover i øvrigt spise hensigtsmæssigt. Jamen så afstemmer vi om det er muligt eller om hun enten skal øge ønskevægten, eller om hun vil spise måske kun halvdelen til bridge og kun drikke vin om fredagen som eksempel.
For som det gode gamle ordsprog
siger. Du kan ikke blæse
og have mel i munden samtidig. Men der er kæmpe forskel på, at leve i en
forbuds og restrikionsverden (kurmentalitet) ift at ændre en smule
hist og her på det man ellers kunne ønske sig. For det er helt
sikkert muligt at gøre det hele, men så kan vi se på mængderne. Det
er noget vi i et forløb finder ud af sammen.
Så
når du sætter et mål, så er det vigtigt med en realistisk
forventningsafstemning med dig selv eller evt en coach som jeg. For
går du i gang med noget på et falsk forventningsgrundlag, så vil de
manglende resultater øge risikoen for at din motivation og lyst til
at ændre noget går af fløjten. Det er af samme årsag, jeg altid er
meget åben og realistisk med mine klienter - jeg ønsker ikke at
sælge dig en drøm. Jeg ønsker at give dig et realistisk og
opnåeligt mål som du kan, hvis du vil, opnå med min
hjælp.
Hvis du finder ud af undervejs at 60 kilo eller Thailand
alligevel ikke var drømmedestinationen - så kan du ændre kurs. Der
er aldrig noget der er spild af tid eller kræfter, så længe du
trækker god viden om dig selv ud af det. Det kan også være at livet
ændrede sig undervejs og destinationen pludselig ikke var så
attraktiv. Det ser jeg ofte i forbindelse med store ændringer i
livet f.eks. Stiftelse af familie, alvorlig sygdom, flytning eller
skilsmisse.
Det næste er rejsen og den er næsten endnu vigtigere - rejseformen eller metoden.
Først og fremmest skal du finde ud af, om din rejseform fører dig derhen du gerne vil eller leder den dig til nordirland i stedet, når du gerne ville til Gran Canaria.
Så hvis dit ønske er øget
sundhed og vægttab, men vægttabsmetoden er usund - og det er der
virkelig mange der er. Nogle er skadelige fysisk, andre på det
mentale, altså trivsel herunder madstress, og de virkelig dårlige
slankekure gør dig både skade fysisk og psykisk. Så var det ikke
den metode du skulle anvende, for den stemmer ikke overens med dine
ønsker
Inden
du tænker, sund eller ej, jeg skal bare tabe mig, så kan jeg
fortælle, at så længe du prioriterer æstetik over sundhed eller
fornuft, så vil dit vægttab ikke blive varigt.
Dermed ikke sagt, at æstetik ikke må være en
del af målet, det må det gerne og det må gerne være det højeste
ønske, det må bare ikke være på kompromis med
sundheden.
Den
rejseform du anvender, altså den måde hvormed du taber dig, skal
være en form du kan se dig selv blive i. Jeg ser
igen og igen kvinder hoppe på den ene efter anden kur, blot for at
holde ud og hænge i for at opnå et givent resultat, men hele vejen
hader de både metoden og det liv de lever, fordi den valgte kur
eller vægttabsstrategi slet ikke passer til dem og deres
liv.
Et helt klassisk eksempel er at anvende en lchf (low carb high fat) tilgang til at tabe sig. I starten føler man ‘det kører bare’ og så pludselig begynder man at spise som man gjorde før igen og tager det hele på igen.
Præcis som med det at rejse, så har vi forskellige præferencer - nogle elsker bilferie, andre vil gerne sejle og andre igen med flyver. Det er også derfor at man ikke kan sige, at der findes én gylden løsning der passer på alle. Vi mennesker er forskellige - heldigvis.
Men hvad der er vigtigt for dig er, at finde det der virker og det der virker er i udgangspunktet det der ligger så tæt som muligt op ad det liv du lever nu.
Igen ser jeg alt for ofte kvinder hoppe på metoder der ligger laaaangt udenfor deres normale rutiner.
Her er sådan noget som bootcamps og specialdiæter en klassiker. Det er de færreste der gider at lave flere forskellige retter mad og er du på en bootcamps fordi du aldrig selv ville kunne gøre det, så er det et vink med en vognstang om, at du er på noget der aldrig vil blive langtidsholdbart
Men altså dette er det
vigtigste sted at stoppe op og spørge dig selv ‘lever jeg mit liv
som jeg ønsker det lige nu?
Her
kan det være en fordel at prøve at trække æstetikken ud af
billedet, for alt for ofte er vi blændet af at nå et bestemt
udseende, så vi ikke kan tænke klart.
Spørg eventuelt dig selv.
Hvis jeg aldrig nåede mit mål
rent æstetisk eller vægtmæssigt, ville jeg så leve sådan
her?
Eller et andet godt spørgsmål:
Lever jeg livet på en
tilfredsstillende måde i tråd med mine værdier og
præferencer?
Jeg har sagt det før og siger det igen, hvis metoden ikke stemmer overens med dig, så vil den ikke holde på sigt og altså dermed ikke give dig et varigt vægttab.
De kvinder der har opnået et varigt vægttab på metoder der ikke stemmer overens med deres værdier, indre præferencer og øvrige liv, lever i konstant frygt for ‘hvornår tager jeg på igen’ ‘hvornår mister jeg grebet’ eller afskærer sig selv fra situationer og omstændigheder der kan ‘true’’ deres metode f.eks. Desserter, kagebagning eller mcdonalds bare for at nævne nogle klassikere
Og det giver ikke alene et liv i
usikkerhed, men er også stressende, hvilket kan medføre sygdomme,
symptomer og vægtøgning.
Hvis
du ikke er i tvivl om at dette er den perfekte metode for dig, så
er der ingen grund til at betvivle hvorvidt du vil overholde det og
desuden har du heller ikke brug for viljestyrke - hvilket vi ved er
den værste kilde at læne sig op ad.
Præcis som med destinationen, så er metoden også altid mulig at ændre - du skal ikke fortsætte på en bestemt måde bare fordi det har virket på vægten. Hvis det ikke fungerer for dig som person, så skal du ændre den.
Lad andre tale, men bestem selv hvad og hvordan du vil gøre.
Når det kommer til vægttab og
sundhed, så er noget af det vi som en gennemgribende kulturændring
skal have gennemført, er hvordan vi påtaler andres levevis og ikke
mindst lytter til andre.
Bare
fordi andre siger, at du skal veje eller se ud på en bestemt måde,
så skal du selv bestemme - og det gælder også
sundhedsprofessionelle.
Har man et fagligt ærinde, så skal man først give sit besyv med når man er i en arbejdssituation ellers skal man droppe alt om at fortælle andre, hvordan det skal være.
For sandheden er, at langt de fleste råd der
gives er virkelig dårlige eller upassende. Her er det vigtigt at
huske, hvad virker for
mig, virker ikke nødvendigvis for dig-reglen.
Men dernæst, og det er her vi kommer til sagens kerne, så er det også vigtigt at lære, at uanset hvad andre siger eller pådutter dig, så har du ret til selv at bestemme og vurdere.
Og med vurdere tænker jeg, at tage de kritiske briller på. F.eks. Så har jeg rigtig mange klienter der før har været i traditionelle vægttabsforløb med en ‘så skal du bare gøre sådan så taber du dig’-tilgang - hvilket intet andet har givet dem, end et midlertidigt vægttab og ellers dårlig samvittighed ‘jeg kunne ikke engang gøre som min coach sagde, jeg er helt uduelig’.
Nej, du er ikke uduelig, du har brug for noget andet og din coach var ikke i stand til at give dig det.
Så altså, når du gør noget som andre har påduttet dig eller du tror virker, fordi din veninde gør det, så husk at stoppe op og forhold dig kritisk - det er altid tilladt at stoppe op og selv tage teten.
Og så endelig, når du er
ankommet.
Af og til sker der det, at efter en
person er kommet i mål med vægten, så sniger der sig disse
tidligere nævnte frygttanker på kan jeg mon holde det?’
eller livet ændrer sig og den
opnåede livsstil er ikke længere at overholde - det sker af to
forskellige årsager.
Frygttankerne, stressen omkring at undgå at tage på og i det hele taget det scenario, hvor det er muligt man har nået drømmevægten, men det er meget stressende, vidner om at metoden er uhensigtsmæssig og du kan derfor med fordel stoppe op og spørge dig selv om dette er det rigtige for dig.
Her vil jeg gøre dig obs på en fælde. For ofte sker der det, at hvis du er nået i mål med metode X og finder ud af at du hellere vil leve efter metode Y, at du tager på - ikke fordi der er noget galt med metode Y, men blot fordi den er anderledes og du i skifteperioden spiser mere. ¨
Det kan for nogle kvinder gøre, at de holder fast i metode X på bekostning af trivsel - dette kan under ingen omstændigheder anbefales.
Det er langt sundere at tage et par kilo på og finde en god langtidsholdbar livsstil end det er at holde fast i en metode der ikke gør dig glad. Du skal nok tabe de kilo igen - i hvert fald hvis det er med mig, jeg kan selvfølgelig ikke svare for andre tilgange.
Så summasummarum.
Der er tidspunkter i og under et
vægttab, hvor det kan være på sin plads at stoppe op og reflektere
og eventuelt ændre kurs, destination eller rejseform og det vigtige
er her at sondre mellem det rationelle, fornuftige skifte og så det
jeg kalder ‘kurhopperi’ hvor man hopper fra den ene til den anden
metode i håbet om at det bliver lettere (det gør det som oftest
ikke, det bliver bare mere frustrerende og
selvudslettende)
Har du
i løbet af denne gennemgang fundet af, at det du gør nu egentlig
ikke er det bedste for dig, så skift! Så simpelt er det. Lad være
med at skælde dig selv ud fordi du har brugt krudt på en uholdbar
metode og lad for alt i verden være med at sige
‘den nye metode kan jeg starte på på
mandag’.
Bare skift, lige nu, hvis du finder
at det er det rigtige og har du lyst til at lade mig hjælpe dig, så
kan du gå ind på min hjemmeside gitteboesen.nu og læse mere om hvordan.