Jun 9, 2022
Hvor meget vejer du egentlig
selv Gitte? Hvor ofte træder du på vægten og hvordan har du det med
vægten?.
Jeg
modtager en masse forskellige spørgsmål i min indbakke - nogle mere
personlige end andre. Af og til er der nogen der spørger ind til
min vægt.
For min skyld må man spørge mig om hvad som helst og man skal nok få et svar. Nogle gange er svaret ‘det vil jeg ikke svare på’, men det er jo også et svar.
Lige det her med min vægt, det
har jeg intet imod at tale om. Det ville nok også være en kende
mærkeligt nu jeg er vægttabsmentor, men sådan har det ikke altid
været.
Jeg har i mange år skammet mig over
min vægt og tænkt samt følt en hel masse omkring den. For dig der
måske ikke har hørt det før, så har jeg gennemgået et større
vægttab på 25 kilo og før det haft det man kalder yoyo-vægt, hvor
vægten kører op og ned - så tro mig, jeg kender alt til det der med
at skamme sig over vægten.
Vægten har jeg arbejdet rigtig meget med, for
jeg har haft koblet alt muligt op på det tal den viste - mest af
alt mit værd.
Groft sagt, jo mere jeg vejede jo mindre følte jeg mig værd. Jo mere jeg vejede, jo mere følte jeg at jeg skulle kompensere og tilsidesætte mig selv.
Helt skørt sikkert for personer
der aldrig har kæmpet med vægten, men ikke desto mindre meget
genkendeligt for mange der har problemer med vægten, måske også
dig?
‘Men det er jo bare et
tal!’.
Ja
det ved jeg godt i dag - det vidste jeg også dengang, men det
landende ikke rigtigt i mig. Det føles som om, at dagens tal var
tilnærmelsesvist altafgørende.
Når jeg trådte op på vægten, så kunne jeg vurdere om jeg havde været god eller dårlig - underforstået var vægten faldet, havde jeg været god.
Vægten dikterede også mit humør og selvfølelse igen afhængig af, om det gik nedad eller opad med den.
Den vægt fyldte alt for meget. Jeg vejede mig i perioder flere gange om dagen - fuldstændig irrationelt og uden at tabe mig.
Vægten betød
og dikterede alt for meget i mit liv og vil du høre noget
paradoksalt?
Da jeg endelig
kom igang med mit varige vægttab og det at slippe min overspisning,
der vejede jeg mig meget sjældnere. Ikke som en bevidst beslutning,
men det er noget jeg har kunne konstatere i
retroperspektiv.
I
mange år havde jeg en følelse af, at hvis jeg ikke sørgede for at
veje mig selv og holde øje, så ville jeg miste kontrollen og bare
tage på.
Når jeg på VÆGTVINDERforløbet
videregiver mine anbefalinger ift hyppigheden af vejning, så er der
altid nogle der går i baglås over, hvor sjældent jeg anbefaler
vejning og de må derfor have en nedtrapningsplan. Nu tror du måske
at jeg laver sjov, men det gør jeg ikke.
For nogle kvinder føles
vægten og det at at veje sig så altafgørende, at det at undlade
vejning kan føles som kontroltab og den sikre vej til
vægtøgning.
Disse kvinder har ofte en fast rutine omkring
vejning, måske hver dag eller hver uge og at bryde denne rutine for
kun at veje sig på månedsbasis, kræver mod og
støtte.
Der
findes også andre kvinder, som er bange for at træde op på vægten.
De er bange for at se tallet.
Det skal lige siges, at udefra
kan man ikke se på en kvinde hvordan hun har det med vægten - det
er ikke sådan, at fordi man har en bestemt størrelse, så har man et
bestemt forhold til det tal.
Når man
er bange for at træde op på vægten, kan det være enormt
grænseoverskidende at gøre det f.eks. Ifbm lægebesøg eller sygehus.
Dette kan for nogle kvinder gøre, at de ikke kommer afsted til
f.eks en undersøgelse, fordi det kræver en
vejning.
Her kan det for alvor
gå hen og blive
sundhedsfarligt.
Så en
opfordring til alle sundhedsprofessionelle om at huske på at nogle
kvinder har dårlige erfaringer med at blive vejet og derfor har
brug for støtte i situationen - ikke negligering eller udskamning
(man ved godt selv hvis man vejer ‘for
meget’).
Men
hvorfor ender vi der? Der hvor vægten har så meget magt? Det er for
pokker bare en kasse der måler hvor meget du trækkes mod jordens
tyngdekraft.
Det
er ingen hemmelighed, at de fleste af os er vokset op i et
vægtfikseret samfund med vægtidealer.
Disse idealer er blevet indprintet i os helt
fra små. Noget af det første der sker når vi fødes er, at vi bliver
vejet og herefter sker det regelmæssigt.
Ud
fra vægten vurderes en masse kvantitative mål, men også
kvalitative.
Vi
vurderer blandt andet trivsel ud fra vægt, hvilket jo i princippet
er helt hen i vejret.
I stedet for at måle på
andre faktorer som f.eks. Søvn, uro, grin eller
andet.
Sundhedsplejersken i
folkeskolen fortalte om vi var undervægtige, normale eller
overvægtige - underforstået at alt udenfor en vis talgrænse ikke
var normalt.
Det eneste man
gerne vil være i folkeskolen er normal, så man passer ind i
flokken, hvad tror du denne vurdering betyder for ens væren og
selvopfattelse?
Idealer, rollemodeller,
sundhedsskræmmekampagner, kvindesyn og nu til dags også de sociale
medier, dikterer hvad den rigtige vægt er.
Dette har for nogle kvinder virkelig boret sig
fast. Det er blevet til en overmonitorering af vægten, en
overdreven fiksering på ‘hvad vejer jeg’ - så meget at det bliver
styrende og har en påvirkning på kvindens
trivsel.
Alt hvad der overgøres er
uhensigtsmæssigt. Det gælder mad, motion, skærm, spil, alkohol,
vejning og selvfølgelig også overspisning.
Når noget overgøres, så skal det
afhjælpes med støtte fra en der ved hvad hun laver, så det tager
jeg naturligvis hånd om på mine forløb
Hvad vejer du så
Gitte?
Jeg
aner faktisk ikke hvad jeg vejer.
Jeg
har en god idé om det og jeg vejer nok omkring 65 kilo.
Selvom jeg har en professionel vægt til mange
tusinde kroner, der kan måle muskelmasse, fedtprocent, væske,
fordeling og meget mere, så er det vist omkring to år siden jeg
sidst trådte på den.
Ikke fordi jeg er bange for
den, men fordi jeg har besluttet mig for, at det er ligemeget hvad
jeg vejer. Og så har jeg i øvrigt også tilbragt nok af mit liv på
en vægt.
Det der er afgørende for mig er, hvordan jeg har det og om mit tøj sidder behageligt - det sidste er meget vigtigt for mig. Jeg hader tøj der strammer om maven eller lårene og det gør mit tøj i perioder, hvor vægten formentlig er lidt højere.
Jeg kan tydeligt se på mit
ansigt og øverste bryst, hvor jeg ligger rent vægtmæssigt - ikke
tallet men mere om jeg har taget på eller tabt
mig.
Om jeg har taget to kilo på eller om jeg har
tabt 500 gram - det tal betyder ikke noget for mig. Mit værd er
ikke længere koblet på min vægt - faktisk er intet koblet på min
vægt længere og det er en kæmpe befrielse.
Jeg kan rigtig godt lide at være
og føle mig stærk. Så jeg styrketræner og jeg ved også at det
betyder at min vægt er højere - muskler har som bekendt højere
massefylde end fedt.
Det at jeg ikke ved hvad jeg
vejer betyder ikke, at jeg ikke passer på mig selv og min krop -
det betyder bare, at jeg måler på mange andre
parametre.
Hvis jeg begyndte at gå op i
tallet på vægten igen, så ville det være et udtryk for at jeg
mentalt var på vej i en uhensigtsmæssig retning. Hvis jeg pludselig
tillagde mig selv værdi afhængig af tallet.
Det betyder på ingen måde, at du
også har det sådan, at det er usundt for dig med fokus på tallet,
men det er uden tvivl en tendens som går igen hos mange kvinder.
Langt de fleste af mine klienter overvejer sig eller er bange for
vægten - begge dele lige uhensigtsmæssigt.
Så hvordan påvirker vægten
dig?
Hvor ofte vejer du
dig?
Og betyder tallet
noget?
Har du dit værd koblet
op på vægten eller dikterer den dit humør? Hvor ‘god’ du har
været?
Hvis
du har mod på det, så prøv at lade vægten være - undgå at veje dig,
bare for en stund.
Det at du ikke vejer dig,
giver dig ikke mindre kontrol (selvom det måske føles sådan), det
giver dig mulighed for at måle på andre parametre. Hvem ved, måske
finder du meget større glæde og motivation i dette, frem for hvad
kassen på badeværelsesgulvet fortæller dig.
Ønsker du min hjælp til at opnå et stabilt, varigt vægttab, så du
kan føle glæde, ro og tilfredshed i krop og sind? Så kan du læse
mere om dine muligheder på min hjemmeside her www.gitteboesen.nu